Min bedstefar A. H. Riise 1810 – 1882 af Henny Harald Hansen, 1985, privat tryk.

Dobbelthuset ” Villa St. Thomas”, Frederiksberg Alle´, København. Købt af A.H. Riise 1872

 

På Frederiksberg

Firsernes Glade København af Carl Muusmann udkom i 1920. Forfatteren beretter om det København, der efter at voldene endelig faldt i 1871, fik uanede muligheder for udvidelse.

Vedrørende Tivoli fortælles, at det var den daværende direktør Tranes fortjeneste, at det nye terræn på den anden side Stadsgraven blev beplantet med så mange sjældne vækster, der delvis var hentet ude i apoteker Riises gamle have ved Villa St. Thomas i Frederiksberg Alle. I dag er villaen totalt forsvunden.

I dag er navnet St. Thomas på Frederiksberg forbundet med en lille gade, St. Thomas Allé, der, placeret omtrent midt imellem og parallelt med Værnedamsvej og Hauchsvej, forbinder Frederiksberg Allé med Gl. Kongevej. St. Thomas Allé udgår fra en lille cirkelrund plads indrammet af en lignende dobbeltrække af lindetræer, som kanter selve Frederiksberg Alle.

Den lille cirkelrunde plads opdelt i to halvmåner, er ikke på noget bykort betegnet med navn. I folkemunde betegnes den imidlertid ”St. Thomas Plads”, hvilket er i god overensstemmelse med, at en gruppe fodhøje jernbogstaver placeret højt oppe på facaden af det boligkompleks, der runder sig om pladsens nordre side, danner navnet ”St. Thomas ”.

  Indtil for nogle år siden fandtes i dette boligkompleks i stueetagen en café med tilhørende selskabslokaler ved navn ”St. Thomas”. Man ved også, at der i slutningen af 1800-årene på det areal, der nu omfatter det nævnte bygningskompleks og St. Thomas Allé, lå et kendt forlystelsesetablissement med navnet ”St. Thomas”. Det siges at have været et udstrakt haveetablissement med livlig dans af de polkaer og gallopader, der på daværende tidspunkt havde afløst valsen.

I dag er der tilsyneladende ingen hverken i det nævnte bygningskompleks, hvor der nu er kontorer eller i ”Frelsens Hær”’s butik og kontor, der er at finde i bygningerne på pladsens sydlige side, der kan give nogen forklaring på, hvorfor navnet St. Thomas er at finde på Frederiksberg. St. Thomas som var navnet på en af de tre fjerne øer, vi i 1917 solgte til USA, men som engang blev betegnet som ”Perlerne i den Danske Krone” og af kongen selv som ”Vore Vestindiske Eylande i Amerika”.

Med hensyn til apoteker Riises navn så har det siden 1838, hvilket vil sige, et halvandethundrede år - et betragteligt åremål, været knyttet til en flaske hårvand, ”Riise’s Bay-Rum, double destilled hair-lotion and after-shave”. Flaskens form og farve har skiftet ligesom emballagen. En overgang har såvel flaske som emballage været sorte. I dag er flasken glasklar, af format som en stor ølflaske og med den rørende etikette i strålende farver. På etiketten ser man rigsvåbnets, det danske rigsvåbens, to nøgne vildmænd med køller og grønne blade om livet. De flankerer et slags rødt-hvidt dannebrogsmønstret skjold med krone, i hvis midte er afbildet et krøllet negerhoved i profil. Skjold og vildmænd er dekorativt placeret i et tropisk landskab med hav og palmer og nedenunder står: ”St. Thomas W.I. – Copenhagen”.

Vi vil derfor følge flaskens rørende etikette med navnet Riise og den gamle danske betegnelse for det, der i dag kaldes Virgin Islands USA, men engang var en del af Danmark.

 

 

”A. H. Riise, Apothecary Hall”, Dronningensgade 6, Charlotte Amalie, St. Thomas. Bygget i tre etager. Brændt 1895. Samtidig litografi.

 

På St.Thomas i dag, i 1977

Henad morgen blegner St. Thomas fløjelssorte tropenat til lyslilla for derefter at blive gennem­sigtig grønlig - nærmest absinth-farvet og derefter helt hvid. Længst nede ved den østlige horisont, bag de brungrønne, skovbevoksede bakker begynder et stærkere og stærkere rosa skær at vise sig, og pludselig, som blev den af usynlig kræfter slynget til vejrs op over bakkekammen, står solen op.

Det er i denne endnu hvide drømmeagtige morgen, før himlen rødmer og før solen står op, at skibene viser sig. Ude fra det helt hvide hav og selv hvide kommer de glidende - nogle endnu med tændte lys ombord som rester fra nattens ødsle illumination. De er kæmpestore disse hvide krydstogt skibe. Langsomt kommer de frem bag pynten og langsomt glider de ind i havnen. Iblandt dem er forhenværende atlanterhavsdampere, der i dag har opgivet at konkurrere med flyvningens muligheder og er gået over til den indbringende krydstogtsejlads med turister fra hele verden.

I 1930 blev de tidligere dansk-vestindiske øer efter tretten år i amerikansk besiddelse betegnet som ”USA’s fattiggård”. I dag i 1977 har øerne og navnlig St. Thomas sin chance som toldfrit turistcenter og ”playground” ikke mindst efter 1953, da Cuba blev lukket for turister.

De rigeste morgener ankommer op til en halv snes kæmpedampere til St. Thomas glidende frem i det hvide daggry. Så mange, der nu kan blive plads til, går til kaj i den østlige del af havnen, hvor etatsråd H. N. Andersen og ØK i 1913 i håb om at ophjælpe øerne anlagde den nye havn med pakhuse og servicefunktioner for skibsfarten, og hvis kaj siges i dag at være den eneste privatejede kaj inden for USA. De skibe, der ikke er plads til her, bliver liggende på reden, hvilket vil sige drejet på tværs i selve havnebassinet. Eller de bliver liggende for anker lige i indløbet til verdens måske mest fremragende naturhavn, den dybe hesteskoformede havn ved det, der først hed ”Taphus” men senere fik navnet Charlotte Amalie opkaldt efter Christian V’s dronning, og som er at finde på sydkysten af øen. St. Thomas.

To landarme, hvoraf den vestlige dog ved nærmere eftersyn viser sig at være en ø, Hassel-Island, omslutter den hesteskoformede havn og forhindrer Det caribiske Havs vælde i at trænge ind i selve havnen. Det moderne havneområde og den nævnte nye kaj fra 1913 ligger som sagt mod øst. Det gamle havneområde, derimod, lå mod vest. Med masterne sikkert skjult bag bakkerne på Hassel-Island fandt piratskibene ly her, sørøverkaperne fra 1700 - årenes buccaneer-periode.

De store hvide krydstogtskibe, som morgengryet bringer ind i den dybe sikre naturhavn på St. Thomas, sejler lige ind i et panorama, intet teaters scenograf kunne have opbygget skønnere. Byen Charlotte Amalie ligger ved foden af og er bygget op ad tre skovklædte, i dag villastrøede høje. Den ene er Frenchman’s Hill, der er opkaldt efter de franske huguenotter, der ved ophævelsen af det Nanteste Edikt i 1686 kom som flygtninge til øen. De to andre høje er Denmark’s Hill og Government eller Bluebeard’s Hill. En noget højere, sammenhængende, øst-vestgående ås danner den endelige baggrund for dette underskønne panorama. I bunden af havnen ligger som et ”point de vue” det i dag rødkalkede, oprindelig grå, tilsyneladende for evigheden byggede lille, grimme, onde fort, der over porten bærer årstallet 1671 og i dag er en mærkelig blanding af politistation fængsel og bymuseum.

Blandt de navne, der møder turistens øje ved ankomsten til Charlotte Amalie på St. Thomas er navnet A. H. Riise. På hovedgaden, Dronningensgade eller The Main-Street, findes det på skiltene over to store hvælvede træporte, der fører ind til et par tværgående lange smalle pakhuse betegnet som ”A. H. Riise’s Gift Shop” og ”A. H. Riise’s Liquor Store”, ”oldest and largest established 1838- Overfor på den modsatte side af gaden står der på et gadeskilt på hjørnet af en stor to-etages bygning ”A. H. Riise, Apothecary Hall”.

Navnet A. H. Riise findes ligeledes på brochurer og i annoncer i den lille gule, lokale vestindiske avis, turisterne i 1977 får udleveret i flyvemaskinen New York - Charlotte Amalie. Navnet findes ligeledes trykt på alle de plasticposer og anden emballage, hvor turisterne bærer deres indkøb af spiritus og souvenirs ned til skibene. Ja navnet er endogså at finde nedfældet som metalbogstaver i dørtrinet til det pakhus, hvori butikken er indrettet med sine tusinder af flasker på hylder fra loft til gulv. Og navnet følger turisterne bort fra St. Thomas på deres indkøbsposer, når de store hvide krydstogtskibe i den sorte tropenat som juveler lysende af illuminationen ombord stille glider bort og bliver mindre og mindre derude, hvor det sorte hav og den sorte himmel med det liggende månesegl møder hinanden og smelter sammen.

Navnet A. H. Riise er, som vi har set, et dansk navn kendt fra Frederiksberg i København. Som flaget på etiketterne og som de to små danske flag, der stikker frem over butikkerne i Dronningensgade markerer det, er det et dansk navn. For at finde historien bag navnet over såvel butikkerne på St. Thomas som på Frederiksberg må vi til en anden lille ø, der for øvrigt er af samme størrelse som St. Thomas. Vi må til den lille danske ø, Ærø, og det på det tidspunkt, hvor Ærø var en del af de sønderjyske hertugdømmers område. Vi må til Ærø.

 

A. H. Riise. Portræt i olie af ukendt kunstner, ca. 1835

 

På Ærø

Sydligere end Als og på højde med Flensborg ligger Ærø. Både af form og størrelse lig St. Thomas, lagt omvendt med sin havn mod nord.

En firkantet marmorplade, af byen i 1954 først anbragt på det forkerte hus men i 1968 flyttet til det rigtige, Brogade 19, oplyser, at her i Ærøskøbing fødtes 1810 d. 11. september den senere etatsråd A. H. Riise, apoteker på St. Thomas 1838-1878, hvilket er ti år for meget, død 18. oktober 1882. Her har vi altså igen det navn, der i så mange former møder den besøgende i byen Charlotte Amalie på St. Thomas, og som vi også støder på i visse sammenhænge på Frederiksberg.

Brogade 19 er et smukt hus typisk ærøsk i een etage men med så høj en tagrejsning, at der under taget er plads til endnu to etager. På facaden fremspringer den brede frontispice med to gange to vinduer på facaden og to smalle vinduer anbragt over hinanden på hver sideflade. Det er på lokalt plan et stort og rummeligt hus, et skipperhus. Gennem de smalle vinduer på frontispicens sider har man mulighed for at se både opad den skrånende Brogade mod torvet som nedad gadens svagt krummede forløb, der med de toppede brosten ender i havnepladsen og havnen.

Disse smalle havne- og havvendte vinduer i siderne af skipperhusenes frontispicer i første sals højde siges at være den plads, skipperkonerne indtog, den udkigspost, de anvendte i de angstfyldte timer, de tilbragte, mens de ventede manden og hans skib hjem fra havet. Hvadenten købmandsfarten eller fiskerfærden havde bragt ham til Flensborg, Spanien eller Norges kystbyer, de kendteste mål for ærøskippernes sejlads.

Ved det smalle vindue på førstesalen i frontispicen på huset Brogade 19 sad engang i 1812 eller 1814 den unge skipperkone, Margrethe Elisabeth Riise, med sin lille søn, Albert Heinrich, der var født 1810. Den unge skipperkone var født 1779 altså kun et par og tredive år gammel. Hun sad der og spejdede og ventede, som hun havde gjort så ofte på sin mand, faderen til hendes søn, skipper og købmand Jens Christian Riise. Hun ventede, som hun så ofte havde gjort i de få år, de havde været gift.

Men den dag kom hendes mand ikke tilbage. Den dag ventede hun forgæves. Han kom aldrig mere tilbage. Han var blevet derude på det hav, der gennem årene havde givet ham brødet som fisker, skipper og handelsmand.

Lyset er uendelig smukt i disse lave stuer i de ærøske skipperhuse, der er bygget i øens velstandsperiode 1740-1780. Husenes og øens med største omhu bevarede gadebillede er imidlertid ikke dansk. Gadebilledet er smukkere, husene mere farverige, mere tæt sammenbyggede og med en fremmedartet tagrejsning sammenlignet med gadebilledet i andre danske købsteder. Ærøskøbing er heller ikke en typisk dansk købstad, ligeså lidt som Ærø er en typisk dansk ø. Ærø er en tidligere slesvigsk ø og Ærøskøbings trekantede byplan med det lille rektangulære torv i midten er nordtysk i sin karakter.

Skipper og købmand Jens Christian Riise født 1773 eller 1774 altså en mand i 1812 eller 1814 sidst i trediverne kom aldrig tilbage til sin lille søn eller til sin unge kone, som han havde ægtet 28. januar 1807.

Familietraditionen vil vide at han forliste ved Norges kyst, hvor faderen Albrect Isaachsen Riise var druknet halvtreds år gammel i 1790. Jens Christian Riise skulle være forlist i 1814 under en storm, der var så voldsom, at den havde fået de andre Ærøskippere til at vende hjem, mens den unge skipper alene fortsatte sin farlige færd.

Mere nøgterne undersøgelser i Marstals arkiver understøttet af oplysninger fra Søfartsmuseet på Kronborg mener at kunne bevise, at skipper Jens Christian Riise rimeligvis forliste og forsvandt allerede 1812, hvilket vil sige to år tidligere, end familietraditionen hævder. Ligele­des oplyses det, at han ikke forliste som skipper på sit eget skib, jagten ”Anna Kristine”, der allerede et par år tidligere var blevet solgt til et partsrederi af Ærø-skippere, men som fører af kaperbåden ”Håbet” af Korsør. Ved denne lejlighed var han ikke i Marinens tjeneste men antaget privat af reder og købmand Theil. ”Håbet” var bemandet med tretten mand, og forsvandt med mand og mus. Det var det år, Napoleons tog mod Rusland kvaltes i den russiske vinter og året før den danske statsbankerot. Allerede 1801, 8. nov. - 28 dec. som kaptajn på skibet ”Johanne Dorothea Quist” ejet af købmand Christian Quist, Gerritsgade i Svendborg led Jens Christian Riise et havari ved Ramsgate i Kanalen på rejse fra Bremerhafen til Malaga med 1710 pakker lærred. Som handelsmand og kaptajn kom man altså langt omkring.

At Jens Christian Riise skulle være omkommet i året 1812 er også bedre i overensstemmelse med, at man ved, at huset Brogade 19 i september samme år som konkursbo blev solgt til bager i Ærøskøbing Jobst Gottfried Røhling, hvis efterkommere stadig driver bageri i den smukke ejendom.

Hvorhen den unge enke flyttede, ved man ikke. Kun at hun forblev i Ærøskøbing, som hun gjorde hele sit liv. Familietraditionen vil vide, at hun efter mandens død, forlis eller forsvinden sad i økonomisk vanskelige kår, hvilket vel egentlig ikke er så mærkeligt i de tider, hvor ingen forsikringsselskaber eksisterede.

Vanskelighederne skulle have været så store, at hun for at hjælpe på økonomien måtte påtage sig at vaske, stive og stryge alle de fine hvide ting, som i form af piber og kraver dengang i den såkaldte Biedermeyertid hørte til kvindedragten i 1820erne. Nyere undersøgelser synes dog at vise, at helt uden midler var den unge enke ikke, idet hun bl. a. modtog en eller anden form for rentepenge fra sin moders familie, Marienhoff eller Marjenhoff i Altona.

På fædrene side var hun forøvrigt af overordentlig god familie, den unge enke Margrethe Elisabeth Riise. Hun var født Krabbe og var således descendent af den danske adelslægt, der menes at kunne føre sine aner helt tilbage til Kong Hans, hvilket vil sige ca. 1500. Hendes fader var kaptajn i Landeværnet Johan Henrik Bernhard Ludvig Krabbe, der som toldforvalter i begyndelsen af 1800-årene, hvilket vil sige 1806 var kommet til Ærø, på dette tidspunkt gift med Anne Marie Marjenhof, datter af skræddermester Heinrich Marjenhof og hustru Anna Dorothea Emmer i Altona.

Datteren havde i 1807 giftet sig, og giftet sig godt. Det var med den 33 årige skipper og købmand Jens Christian Riise, søn af Albrecht Isaach eller Isaachsen Riise og hustru Bodil Marie Jensen Steen. Som nævnt forliste og druknede Albrecht Isaachsen Riise 50 år gammel ved Norges kyst i 1790. Fem år tidligere hvilket vil sige 1785 havde han imidlertid i forening med vennen skibskaptajn Lauritz Nielsen Kock gift med Elisabeth Larsdatter bygget Ærøskøbings stateligste bygning, dobbelthuset, det senere apotek i Vestergade. Huset ligner mest af alt en herregård indfældet i den smukt krummede husrækker netop hvor denne når sit højeste punkt på hovedgaden. Den skønneste udsigt over havnen og havet opnås gennem de smalle sidevinduer i husets to frontispicer, en forstørret og mere herskabelig parallel til udsigten fra det allerede beskrevne mere beskedne skipperhus, Brogade 19.

Dobbelthuset i Vestergade er en pragtfuld bygning i bindingsværk, der på facaden er dækket af et lag rosa mursten. Huset har luftige, rummelige stuer såvel til gaden som til den store have bagved. Stejle indvendige trappeløb fører op til en vrimmel af soveværelser på første sal og endelig videre til de uhyre lofter under den høje tagrejsning. Disse uhyre lofter med deres frit liggende tømmerkonstruktioner giver et overbevisende indtryk af, hvad tømmerkonstruktioner og hvad tømmerhåndværk, for slet ikke at tale om bindingsværk, virkelig er.

Højt på facaden anbragt i hver sin trekantede frontispice findes de høje jernbogstaver, der ved forbogstaverne markerer såvel de to bygherrer henholdsvis A I R og L N K som deres hustruer, der efter gammel skik og brug ikke antog deres mands navn men markerede deres egen familie altså henholdsvis B M S og E L.

Året før Marie Elisabeth Krabbes bryllup med sønnen af den ene af dobbelthusets bygherrer, der som nævnt var forlist ved Norges kyst allerede 1790, var dobbelthuset blevet solgt.19. december 1806 blev det solgt og omdannet til byens apotek, hvilket det stadig er forblevet.

Ved sit ægteskab i 1807 køber Jens Christian Riise det smukke, men sammenlignet med fædrenehjemmet selvfølgelig langt mindre og mere beskedne hus Brogade 19, hvor hovedpersonen i denne beretning A. H. Riise fødes d. 11. september 1810. Drengen fik navn efter begge sine bedstefædre, Albert efter farfaderen og mellemnavnet Henrik her på den slesvigske ø fortysket til Heinrich efter morfaderen. Med hensyn til efternavnet Riise. Hele to landsbyer på Ærø hedder Rise. Fra den ene Store Rise stammer Albrecht Isaachsen Riise søn af kirkeværge Albert Lauritsen død 1712. Som bygherre, den ene bygherre, af dobbelthuset på hovedgaden i Ærøskøbing føjer han landsbynavnet Rise til sit navn, forsynet med et dobbelt i.

Hvorhen enken Margarethe Elisabeth Riise født Krabbe flyttede med sin lille søn vides som sagt ikke. Af de sparsomt eksisterende oplysninger synes det imidlertid at fremgå, at det lykkedes hende at holde drengen i den lokale borger- eller latinskole. Dens store rektangulære, toetages bygning med fire store skyggende linde foran er stadig at finde foran gitteret ved indgangen til kirkegården. ”Visdomskilden” var og er skolens øgenavn.

Man ved at den begavede dreng for at hjælpe på moderens anstrengte økonomi fungerede som manuduktør for sine yngre kammerater. Traditionen vil også vide, at han sommetider fik bank af moderen, hvilket åbenbart ikke har skadet forholdet dem imellem. Tværtimod bevarede han livet igennem et ganske overordentlig kærligt og trofast forhold til hende.

Efter konfirmationen kom han en overgang i lære i det apotek, der 1806 var oprettet i det dobbelthus, hvortil hans bedstefar stod som den ene bygherre. Albert Heinrich Riise’s konfirmation såvel som hans dåb har selvfølgelig fundet sted i Ærøskøbings forbløffende store, udvendigt hvidkalkede kirke bygget 1760, og som på det 16 m høje tårn er forsynet med et terningespir oprindeligt tækket med bly.

Drengen blev som sagt 14 år gammel sat i lære som discipel på Ærøskøbings apotek, bygget af hans bedstefar og i det hus, hvor hans far var født. Efter sigende var arbejdet imidlertid for hårdt for ham. Man var jo dengang ikke sentimental, når det drejede sig om udnyttelsen af børns og unges arbejdskraft, især ikke når det drejede sig om læredrenge. Desuden var det jo på det tidspunkt en social og økonomisk svagt stillet enkes søn, det drejede sig om.

Imidlertid kom drengen hurtigt bort fra sin hårde arbejdsplads og kom i stedet for i huset hos og i lære hos den mand, der skulle få afgørende betydning for hans videre skæbne. Fra 1825 var A. H. Riise i lære som discipel hos apoteker Bøving i Fåborg på Fyn.

Blandt kolleger kaldtes apoteker Bøving for ”Botanikkens flittige Dyrker” og ikke med urette. Det var i medicinal-havernes periode, og bag sit apotek i Fåborg havde apoteker Bøving anlagt en såkaldt ”urtegård”, en lille have, i hvilken han selv dyrkede de vigtigste medicinske planter, og fra hvilken han var i stand til at sælge lægeplanter. Fra apoteket drev han yderligere en stor handel med ”droger”, udtræk af lægeplanter. Desuden solgtes fra apoteket også andre varer som kolonialvarer, sukker, tøj, skrivepapir og konvolutter samt krudt og hagl til jagtvåben. Det hed sig, at apoteker Bøving satte pris på, at man på hans apotek skulle kunne finde alt, hvad man kunne ønske sig. A. H. Riise kom således på denne arbejdsplads i forbindelse med den type apotek - taget i udvidet betydning - som han senere skulle skabe i det fjerne tropiske paradis, på St. Thomas.

Hos apoteker Bøving i Fåborg fik A. H. Riise, der jo var født i naturvidenskabens århundrede, og som var jævnaldrende med Darwin, vakt og stimuleret sin senere altoverskyggende naturvidenskabelige interesse. Man må således sige, at A. H. Riise i de mest modtagelige år af sit liv netop kom i forbindelse med det miljø, hvor han kunne udvikle sine evner, og hvor der var den rette grobund for de interesser, der skulle blive en så stor del af hans senere liv.

I denne udmærkede læreplads forblev A. H. Riise de følgende fem år. Når hans mor besøgte ham, boede hun hos en slægtning af sin svigerfamilie, Magdalene Kirstine Steen gift 1811 med skipper Erik Hansen Stokkebye.

27. oktober 1829, altså 19 år gammel, tog A. H. Riise ved Odense Stiftfysikat sin pharmaceutiske prøve til medhjælpereksamen med karakteren ”meget duelig”, ligesom apoteker Bøving gav ham den anbefaling, at han var ”et dygtigt og virksomt subjekt”, hvorefter han endnu et år konditionerede på Fåborg apotek.

Vejen lå nu åben for den videre uddannelse, der kom til at foregå i København. To år efter han havde forladt Fåborg, tog han sin kandidateksamen hos apoteker Max Boye på ”løveapoteket”. 21. oktober 1832 bestod han med karakteren ,”laud”, hvilket vil sige første karakter og fik 22 år gammel ansættelse som farmaceut hos apoteker Jens Peter Groth på ”Det kgl. Militær- og Waisenhusapotek” hvor han forblev til 1834.

Ved siden af sit arbejde som farmaceut på dette apotek fungerede A. H. Riise som manuduktør i kemi, botanik og zoologi og fortsatte de allerede hos apoteker Bøving påbegyndte studier i de samme fag som supplement til den farmaceutiske uddannelse.

Allerede i 1826 var der på sukkerøen St. Croix i det daværende Dansk-Vestindien blevet anlagt et apotek under ledelse af Peder Eggert Benzon (født 1788), en mand der ligesom A. H. Riise var præget af datidens naturforskerinteresse. Han eksperimenterede i sit laboratorium, og i sin dagbog 1. april 1819 skriver han: ”Destilleret et nyt Produkt, som her bruges meget og som kaldes Bay-Spirit eller Bay-Water, hvormed jeg agter at udvide mig i occonomisk Henseende” og 6. juli samme år: ”Denne Bay-Spiritus er også særdeles vellidt, bliver søgt hos mig fremfor hos nogen anden”.

Apoteket lå i Christiansted på St. Croix, sukkerøen, planternes ø, som altid havde været regnet for hovedøen, medens St. Thomas var handelens og skibsfartens ø. Interiøret fra dette gamle første vestindiske apotek er i dag forsøgt genskabt i det lille museum i ejendommen Whim. Her ser man hele det i vore øjne så primitive interiør med glaskolber og destillationsapparater etc.

På St. Thomas derimod i havne- og handelsbyen Charlotte Amalie, hvor der taltes op til seks sprog, og befolkningen var tilsvarende sammensat, klarede man sig med det fænomen, man betegnede som en ”doktorbod”. Det vil sige et udsalgssted for medicin etc., hvor lægen var tilstede en del af dagen, men som for øvrigt blev passet af en uuddannet hjælper, som oftest en negerdreng. Disse doktorboder var i øvrigt yderst dårligt forsynet med medicin, og lægemidlernes beskaffenhed og tilberedelse var uden omhyggelig kontrol, ligesom fejltagelser var inden for mulighedernes grænse.

Samtidig solgtes uden for disse doktorboder, der dog havde et vist omend ikke særligt betryggende lægeligt tilknytningsforhold, alle mulige lægemidler såvel som giftstoffer og fremmed ”arkana” i håndkøb hos byens købmænd. En bekendtgørelse på St. Thomas fra 1815 taler således om ”det utilladelige misbrug, der finder sted i udleveringen af medikamenter, der er yderst farlige i hænderne på ukyndige og ildesindede mennesker af alle farver”.

Situationen var således aldeles uholdbar, hvorfor man samtidig med, at man oprettede et apotek på St. Croix i 1826, begyndte at føre forhandlinger om oprettelsen af et lignende på øen St. Thomas.

I 1834 ansøgte den unge cand. pharm. A. H. Riise om tilladelse til at åbne et apotek Charlotte Amalie på St. Thomas, et apotek med eksklusivt privilegium. Han var imidlertid klog nok til at se den foreliggende situation helt klart og stillede derfor den ganske rimelige betingelse, for oprettelse af et apotek, at lægernes private doktorboder skulle lukkes og salget ”arkana” indskrænkes ved lov.

Den kongelige, vestindiske regering svarede imidlertid hertil, at der i Charlotte Amalie på St. Thomas eksisterede 6 forskellige doktorboder drevet åbenbart af hver sin læge, og at det derfor ikke for tiden kunne tilrådes, at der gaves nogen person udelukkende det privilegium at etablere et apotek, samt
erklærede man, at handlen med ”arkana”, ej kunne indskrænkes.

En forespørgsel til den unge farmaceut A. H. Riise fra Sundhedskollegiet i København i skrivelse af 30. juni 1835, om hvorvidt han under disse forhold ville påtage sig at etablere et apotek på St. Thomas, blev af ham klogt besvaret benægtende. Roligt fortsatte han sin manuduktion i zoologi, botanik og kemi og sit arbejde på det københavnske apotek, hvor han var ansat.

Ti år efter oprettelsen af det nævnte apotek på St. Croix var forholdene vedrørende distributionen og forsyningen med medicin på St. Thomas imidlertid blevet så katastrofale, at en læge fra øen, dr. Daniel Pretto, hvis uddannelse var foregået i København, rejste til Danmark for personlig at arbejde på en forbedring af forholdene.

Spørgsmålet blev atter taget op i Sundhedskollegiet, denne gang med den udvidelse, at de nævnte vestindiske doktorboder skulle lukkes et år efter et eventuelt apoteks oprettelse på St. Thomas. Man oprettede og udbød derfor et apotekerprivilegium i byen Charlotte Amalie på St. Thomas. Datoen for oprettelsen skulle være 11. august 1838.

Videre tillokkende har dette apotekerprivilegium af 11. august 1838 åbenbart ikke forekommet de dengang uddannede farmaceuter. A. H. Riise siges at have været eneste ansøger.

 

Ægteparret A. H. Riise og Marie Henriette Riise, f. Worm. Ca. 1842. Daquerreotypi.

 

I Vestindien

Hidtil har vi hørt, hvad andre har haft at sige om og til A. H. Riise. Nu skal vi høre hans egen stemme, som den lyder til os gennem de forløbne halvandethundrede år. Lad os lytte til denne røst fra Biedermeyertidens, voldenes København.

Lad os lytte til en røst fra det Danmark, der er kommet sig så nogenlunde over statsbankerotten (1813) og Napoleon­skrigens vanskeligheder, et Danmark der stadig ejer kolonier hinsides havene, og som opretholdt selve negerslaveriet indtil 1848 tiltrods for, at man allerede i 1792 havde vedtaget, at køb af slaver i Afrika ligesom transport af slaver fra Afrika til Vestindien skulle ophøre 1803.

Lad os følge den unge farmaceut med hans 28 år, hans solide uddannelse, hans store naturforskerinteresse og hans lette bagage ud til det eventyr, han var lykkelig uvidende om, ventede ham på det sted, der skulle blive hans arbejdsplads de følgende 30 år. Brevet er fra 1839 og sammenskrevet over længere tid. Det er stilet til hans ungdomsven og kollega apoteker Aagaard.

 

”Gode ven”

”Overbevist om at et Par Linier fra den vestlige Side af vor Klode, ej vil være Dem ubehagelige fra en Ven, der nu lever 1500 Mile borte fra Fødeland og Venner skriver jeg dette Brev, der forlængst burde været afsendt. Min Overfart varede en 6 ugers tid under et næsten bestandigt og behageligt Veier…

Tiden tilbragte jeg for det meste med at læse … Paa Reisen forefaldt intet mærkværdigt … St. Croix (som skibet åbenbart anløb først) er en smuk frugtbar Ø og fortjener sit navn ”Vestindiens Have”. Jeg tog ind i et Boarding-House, hvori jeg opholdt mig en 6 á 8 Dage, førend jeg reiste til St. Thomas. Disse Dage anvendte jeg til at besee Øen, botanisere etc.. . ”

 

Hvad A. H. Riise imidlertid ikke omtaler i dette sit første brev hjem fra Vestindien er det for hans fremtid så bemærkelsesværdige eller afgørende, nemlig at han boede et par dage hos sin fremtidige kollega Peder Eggert Benzon ankommet til øen 1816, og som 1818 kunne aabne Dansk Vestindiens første apotek, der dog først delvis 1826 og endelig 1840 fik kongelig bevilling.

19. juli 1839 skriver apoteker P. E. Benzon i sin dagbog offentliggjort i THERIACA (Dansk Farmacihistorisk Selskab, 1967 ) ”Apotheker Riise opholdt sig hos mig et par døgn før han begav sig til sin bestemmelse på St. Thomas”. Allerede fra 1819 havde som allerede omtalt apoteker Benzon for at forbedre sin økonomi fremstillet sit Bay-Spirit eller Bay-Water. Det er et vinåndigt destillat fremstillet af bladene af Pimenta Acris af myrtefamilien, der vokser på de vestindiske øer.

Det må anses for sandsynligt, at det er under sit ophold hos apoteker Benzon på St. Croix, at A. H. Riise har fået ideen til det forfriskende hårvand, hans verdensberømte Bay-Rum, der adskiller sig såvidt jeg kan forstå, ved at være fremstillet på basis af friske blade af Pimenta Acris og dobbelt destilleret på basis af den vestindiske rom, der igen er et affaldsprodukt fra sukkerfremstillingen.

Brevet fortsætter:

”I de første uger, efter at jeg var kommet til St. Thomas, fortsatte jeg begejstret min botani­sering, men da disse Excursioner er yderst møjsommelige, kostbare og maaske farlige for en Nyankommen, har jeg for længst ophørt til jeg bliver fuldkommen akklimatiseret”.

Han beskriver byens skønne beliggenhed og fortsætter:

 

”Byen har ofte været hjemsøgt af Ildsvaade og den alt ødelæggende orkan, har derfor mange nye smukke bygninger. Een af de største og smukkeste, der staar under arbejde bliver den Bygning, hvori jeg har leiet Lokaler til Apotheket” …

 

Efter at have redegjort for de mange nationer, der er repræsenteret og de forskellige blandinger af hvide og sorte i alle afskygninger, der findes, redegør han for klimaet på denne mærkelige ø, der ingen naturlig vandforsyning har i form af grundvand. Endelig følger det, der for os i denne sammenhæng har den største betydning:

”Nu et Par Ord om min egen ubetydelige Person. Min stilling er, kjære Ven, langtfra misundelig” og fortsætter ”Altsaa efter et Par Maaneders Ophold paa St. Thomas købte jeg Landsfysi­kus dr. med. Hornbecks Shop for noget over 300 Rbdr. Denne Sum var mere end varernes værdi. Men af forskellige grunde betænkte jeg mig ikke længe. Plakaten af 13. Februar 1836 lyder som bekjendt: ”Et Ar efter et velindrettet Apothek er oprettet paa St. Thomas ophører Lægernes Dispositionsret”. Det var mig som Følge heraf om at gjøre at aabne et Apothek jo før jo heller. Var Apotheket blevet anlagt ved Siden af Hornbecks Shop (hvor Lokale var ledigt) var han blevet en altfor slem Rival, bekjendt med at han efter et Aars Forløb maatte ophøre med Medicin-salg, havde han naturligvis hellere solgt sine Varer med ringe Fortjeneste end at beholde dem til Slutningen af Aaret, og da paa Auktion sælge dem for saa godt som slet ingen Ting”.

Så følger en dræbende beskrivelse af bemeldte Landsfysikus dr. med. Hornbecks ”Doctor-Shop”, der åbenbart har indeholdt en broget blanding af modepynt for både damer og herrer inclusive hatte over confecture af forskellig art til lægemidler af ukendt alder og tilstand.

”Spurgte jeg Hornbech’s ”Apotheker” (med denne benævnelse betegnes de Hjælpere som vare i Lægeshopperne, thi her er en Apotheker lig en lille bitte Del af en Læge), om han havde lavet dette eller hint af et eller andet Composite… og efter hvilken Pharmacope, fik jeg næsten altid til svar: ”Det ved jeg ikke. Jeg har ikke lavet det”.

A. H. Riise gør det eneste fornuftige: ”Alle Essentser og Tincturer har jeg sammenblandet i et stort Fad og vil nu destillere Lampespiritus deraf.”

  ”Jeg overtog omtrent paa den samme Tid en anden Læges Shop og da senere vore to retskafneste og bedste Læger døde, Dons og Ravn kjøbte jeg deres Shops med… Af disse Shopper og hvad jeg kunde faa paa St. Thomas og St. Croix indrettede jeg et interimistisk apothek som 25. Februar (1839) blev underkastet Visitation af Politimesteren og samtlige Læger og modtog nogen Tid senere et smigrende Bevis for at mit Apothek var befundet at være forsynet med Varer af første Qvalitet og i overflødigt Forraad.”

 

Han beklager imidlertid at udgifter og indtægt kun dårligt balancerer i dette første år. Han prøver at få leverancen af medicin til den på St. Thomas eksisterende garnison, men det lykkes ikke. Om apoteket selv skriver han:

”Om en tre fire maaneder vil mit Apothek være færdigt … Over Døren til det nye Apothek staar ”St. Thomas Apothecary Hall”, ligesom på Signaturerne og Tecturerne for selve Apotheket … jeg har nu i samme Bygning etableret en Droggist-Store, hvor Udsalg skal være engros …

 

” Han anfører, at ”Der har engang været en betydelig afsætning til de omliggende Øer især til Puerto Rico. Men denne Handel er for største Delen gaaet reent tabt … Maaske jeg med Tiden igjen vil kunne trække noget af den Handel tilbage til St. Thomas, Dog vil det koste megen opofrelse og i alle tilfælde først ske efter nogen Års Forløb”.

Om sine skuffelser skriver han ”For en fjorten Dages Tid siden havde jeg Besøg af en Apotheker Pasceral fra Puerto Rico. Han kom fra New York, havde taget Eksamen i Spanien og havde medbragt et meget udstrakt Privilegium, idet ingen uden han måtte befatte sig med Salg af Medicin. Det lod til at han kunde disponere over en ligesåstor Drivtcapital som jeg og at han havde søgt at gjøre den frugtbringende omtrent på samme Måde som jeg… Altså God Nat Puerto-Rico. . .. Desuden oplyser han, at i Caracas har der etableret sig en dansk Apotheker… I Laguayra (ligeledes i Sydamerika) en tysk Materialist”.

A. H. Riise havde ligeledes regnet med medicinsalg til de mange skibe, der anløb St. Thomas, der siden 1750 har været frihavn. Men ”Skibene bliver forsynede med medicin hjemmefra og med den hjælper de sig i Almindelighed til de er hjemme igjen”.

I dette brev fra slutningen af 1839, hvor han bor sammen med ”en herre” på en af bakkerne Ada jeg næppe så snart vil få Råd til at kjøbe eller leie et Hus, og Beboelseslokaler for mig selv bliver der ikke engang i samme Bygning som Apotheket” opgør han sin stilling således:

”Om Indtægterne nu vil blive således i 1840, at det hele kan svare Regning vil først Tiden opklare … Dog det ser sørgeligere ud end jeg næsten tør skrive, ret som om alle Uheld træffer sammen nu på een og samme Tid for reent at knække Modet på mig og ganske tilintetgøre alle mine Planer. . . ” og fortsætter:

”Kort sagt jeg er kommet en halv Snes Aar for sildig til Vestindien for at kunne høste Fordeel af mit Arbejde og min Fliid. For at slåe Hovedet på Sømmet har nogle Læger indgivet et Bønskrift til Borgerrådet om enten at måtte bibeholde Deres Dispensationsret eller at der måe komme flere Apothekere her på Øen, da een Apotheker efter deres Mening ikke er tilstrække­ligt … ”.

Dette skriver den unge A. H. Riise hjem til vennen og kollegaen apoteker Aagaard i slutningen af 1839 året efter sin ankomst til St. Thomas, og så fortier han endog de virkelige og langt alvorligere vanskeligheder, han står overfor, og som er af truende økonomisk art. Herom eksisterer heldigvis og tilfældigvis et brev fra A. H. Riise til den danske professor Reinhardt, som åbenbart ønsker at gøre brug af den unge apoteker til naturhistoriske indsamlinger.

Til ham skriver A. H. Riise d. 28. februar 1842 altså et par år efter sin ankomst: ”Høivelbårne Hr. Etatsråd professor Reinhardt: …”De vil erindre jeg gik til St. Thomas fattig. Min hele Rigdom bestod i mit Apotheker-privilegium og for at anlægge et Apothek på St. Thomas behøvedes i det mindste 10.000 $. For at få denne Sum måtte jeg tilstå Halvdelen af min Nettoindtægt i 7 år og derefter efter den tid tilbagebetale succesivt i 5 år med 6% Rente. Måske også De erindrer, det var en Doct. Pretto fra St. Thomas som assisterede mig. Han har imidlertid levet som en gal mand og er kommen i en dybere Gæld end han nogensinde kan betale. Da jeg endnu ikke er kommet stort videre end for 3 år siden, da jeg begyndte, har jeg ikke selv kunnet kjøbe hans Andeel, men har måttet antage en anden Associeret på samme vilkår” …

Fortalt på en anden måde, så var Daniel Pretto kommen i en så alvorlig gæld til ”Bank of St. Thomas”, at hans andel i apoteket blev solgt ved offentlig auktion d. 6. januar 1842. Seks dage senere d. 12. januar 1842 solgte banken sin andel i apoteket til major Anders Kiellerup for 11.000 dollars. Major Anders A. Kiellerup blev A. H. Riises nævnte ”silent partner” og stillede så megen kapital til rådighed som A. H. Riise havde brug for. Fire år senere - hvilket vil sige 31. december 1845, opløstes deres kontrakt og Riise udbetalte Anders A. Kiellerup en obligation på 24.206 dollars.

Endelig ejede den unge A. H. Riise sit apotek og handelshus alene.

  Den unge A. H. Riise var imidlertid ikke major Anders A. Kiellerup ukendt, da denne indtrådte som ”silent partner” i A. H. Riises apotek og handelshus. Major A. Kiellerup var kommet til St. Thomas allerede i 1816 eller rettere sagt til St. Croix. Skønt husmandssøn havde han erhvervet sig en uddannelse som prokurator senere konferensråd. På St. Croix giftede han sig med Almira Lindo, hvis søster var gift med overlæge Rasmus Pedersen Worm. Ringen sluttes ved A. H. Riises oplysninger i nævnte brev til professor Reinhardt hvor han skriver: ”Jeg har Gud være Lovet stedse været rask. I forrige Måned har jeg givtet mig med en Datter af Regimentschirurg Worm på St. Croix, og vi befinder os munter og vel…”

Brylluppet mellem A. H. Riise og Henriette Marie Worm (f 14. august 1821) fandt sted i Frederiksted på St. Croix 27. januar 1842 altså to uger efter at major Anders Klellerup var indtrådt som ”silent partner” i A. H. Riises apotek. Major Kiellerup var altså svoger til A. H. Riises svigermor.

De to meget smukke søstre Lindo, Harriet og Almira, gift henholdsvis Worm og Kiellerup, samt en tredie søster der forblev ugift, var alle født i USA, ca. 1812 kommet til St. Croix med deres fader Abraham eller Ifraim Lindo. Han var født i London men menes at have fået dansk statsborgerskab på St. Croix 1781.

Moderen til de tre smukke døtre Anne født Marin siges at være af irsk afstamning, og var afgået ved døden før faderen og de tre smukke døtre ankommer til St. Croix. Faderen Abraham Lindo født i London var af spansk portugisisk jødisk afstamning altså ”sephardim” og desuden ”morano” hvilket vil sige døbt jøde ligesom døtrene, der for de to’s vedkommende blev gift ind i danske slægter, henholdsvis Worm og Kiellerup.

Efter at A. H. Riise med A. A. Kiellerup som partner havde sikret sig den nødvendige kapital blev St. Thomas apotek i 1843 anlagt i den ejendom, Riise omtaler at have udset sig i sit første brev. Det var hjørneejendommen no 6 i Dronningensgade (I dag Main Street) og Nygade samt no 14 i Vimmelskaftsgade. Førstnævnte ejendom angives at have tilhørt Rebecca Pretto, mor til den tidligere omtalte læge Daniel Pretto, som havde vist sig at være en så dyr og uheldig partner for A. H. Riise.

Den anden ejendom lejede A. H. Riise for senere at købe. Med E. Raun som arkitekt byggede A. H. Riise oven på førstnævnte ejendom hele to etager, den underste forsynet med balcon ud mod Dronningensgade. Denne tilbygning eller overbygning var beregnet til og blev også senere anvendt som beboelse. Selve apoteket blev indrettet på hjørnet af Dronningensgade og Vimmelskaftsgade i den smukke cirkulære form, som ses på litografiet.

Siden erhvervede A. H. Riise i 1845, ejendommen i Dronningensgade no. 7 og no. 8, Ldtr. B der tilhørte A. A. Kiellerup, og to år senere med O. Marstrand overbyggede Riise denne ejendom med een etage med fladt tag, hvilket altså gjorde denne vestlige del af ejendommen een etage lavere end den østlige. I denne vestlige del indrettedes den såkaldte ”røde sal” betrukket med rødt fløjelstapet og med Thorvaldsens ”Alexandertog” som frise foroven. Vest for denne sal lå et kabinet og to værelser, der senere indeholdt Riise ”Museum”, hvilket vil sige hans samling af naturalier i form af zoologiske og botaniske genstande især konkylier. 1866 indrettedes i stueetagen et damp laboratorium med et materialekammer ovenpå.

29. januar 1864 erhvervede Riise den overforliggende ejendom mellem Dronningensgade og havnen, Dronningensgade no. 36. Den bestod af to, 80 meter lange, lagerbygninger adskilt af en bred passage, hvorigennem der på skinner løb en vogn, der kunne bringe varer direkte til værftet for losning og afskibning. I de dage var et værft en absolut nødvendighed, idet alt gods- og det drejede sig jo om et virkeligt handelshus - blev lodset direkte fra skibene til de forskellige købmænd og afskibet på samme måde.

Disse lange smalle lagerbygninger beskyttet af solide ”hurricane”- bjælker er i dag brugt til vin- og gift-shops.

Endnu en ejendom må nævnes som hørende under apoteket, og det er den såkaldte ”Back­store” beliggende for sig selv nede i Vimmelskaftsgade no. 1 og opført 1851 med A. R. Liggett som arkitekt.

Bygningen er helt opført af sten, natursten, de såkaldte ”bluebeach” ligesom lagerbygningerne og derfor sikret mod brand og ildsvåde. Denne afsides beliggende bygning skulle tjene til at holde en del af apotekervarerne afsondret fjernt fra hovedbygningen. I tilfælde af brand, der ødelagde selve apoteket, ville byen således ikke stå uden lægemidler. En forudseenhed der senere skulle vise sig af stor betydning.

I tilknytning til denne bygning byggedes senere en vognremise og stald til heste og køretøj.

Kort tid efter sit bryllup i Frederiksted på St. Croix d. 27. januar 1842 foretog A. H. Riise sin første forretningsrejse. En rejse der også skulle gavne den astma, han led af på grund af en medfødt hjertefejl. Ved hjælp af den kapital, A. A. Kiellerup havde stillet til rådighed, foretog A. H. Riise i USA livsvigtige indkøb til sit apotek og forretning og sluttede vigtige handelsaftaler, der skulle vise sig at holde gennem de mange følgende år.

Efter sin første rejse vendte den unge A. H. Riise hjem til sit nyåbnede ”Apothecary Hall” med et stort lager først og fremmest af apotekervarer men også varer af anden art.

På de omkringliggende øer og på det fastland, der omgiver Det caribiske Hav, betegnet, ”The Spanish Man”, var man på daværende tidspunkt i 1840'erne kun uhyre dårligt forsynet med apotekervarer og medicin, og de dér eksisterende udsalg havde kun dårlig forbindelse såvel med Europa som med USA. Det var derfor mere hensigtsmæssigt at tage til Charlotte Amalie på St. Thomas, den boblende handelsby, til Riises apotek og her forsyne sig med de nødvendige varer.

Derved blev Riises apotek altså et centralt forsyningssted for befolkningen såvel fra øerne omkring St. Thomas som fra ”The Spanish Man”.

Riise lagde sig også efter via sit apotek at forhandle meget andet end rene apotekervarer. På det nævnte tidspunkt var de andre og i mange tilfælde større handelshuse i Charlotte Amalie mere interesseret i handel ”en gros” med salg af større varepartier ad gangen. Man interesserede sig ikke for og så på en måde ned på detailhandelen med den dermed forbundne mere komplicerede forretningsgang og den større ulejlighed. Det må have været en fin forståelse af netop denne situation, der skabte succesen, der bestod i og var baseret på, at Riises apotek var det eneste sted i Charlotte Amalie, hvor man foruden deciderede lægemidler og apotekervarer kunne købe husholdningsartikler af enhver art fra vaskemidler til kosmetik.

Det unge nygifte par, A. H. Riise og Henriette Marie født Worm boede de første år i et hus på Portugiserbakken, hvor A. H. Riise havde boet som ugift. Men da lejligheden i de to etager over selve apoteket i den østlige del af det senere dobbelthus var færdig, flyttede man til Dronningensgade, ned i selve byen Charlotte Amalie, hvor familien skulle blive boende de følgende næsten tredive år.

Ægteskabet blev som det hedder ”velsignet” med tretten børn, der alle levede (hvad der dengang ikke altid var tilfældet), og nåede for de flestes vedkommende højt op i årene.

I vor nuværende familieplanlægnings-alder med en overbefolkning af jorden og en trussel mod dens ressourcer, er det vanskeligt at fatte, at det dengang for ikke så forfærdelig længe siden - blot ca. 150 år - var en kvindes ægteskabelige skæbne fra bryllup til sølvbryllup at være så nogenlunde konstant gravid, bortset fra de perioder mellem graviditeterne, hvor hun som i dette tilfælde selv ammede den sidstfødte.

Og ikke nok med det. Den største ulykke for en kvinde - bortset fra den ulykke slet ikke at blive gift - var ikke omgående at blive gravid, så der i ægteskabet omgående blev født en arving.

Det nævnte unge par var netop det første år i denne situation. Den unge frue blev ikke gravid, skønt fertiliteten hos hendes families kvinder ellers lå højt. Moderen Harriet Mathilde Worm havde født tretten børn (hvoraf syv levede) og tanten Almira Kiellerup havde født tolv børn (hvoraf imidlertid kun fire levede og voksede op).

Man overvejede at adoptere et barn for at få en arving og ifølge en tradition i Riise familien overvejede man også at anvende magiske midler. Blandt Vestindiens negerslaver, der jo var indført fra Afrika, eksisterede visse reminicenser af gamle afrikanske skikke bl.a. den såkaldte obeah-kult, som selvfølgelig var ligeså hemmelig som forbudt. Muligvis var det råd, den unge fru Riise fik, en udløber af denne hemmelige obeah-kult.

Ifølge traditionen i Riise familien fik hun det råd på sit skød at anbringe et negerbarn - selvfølgelig et drengebarn, da ønsket selvfølgelig var en mandlig arving. Hun skulle lade negerbarnet lade sit vand over sit skød, og et umiddelbart samleje med ægtemanden ville resultere i den ønskede graviditet.

Om dette magiske råd blev fulgt op, vides ikke med bestemthed, men hverandet år i de følgende år lige til efter sølvbrylluppet fødtes et barn i det Riiseske hus. Det første barn - ikke den forventede søn men en datter - fødtes 1844. Det sidste barn, nummer tretten ligeledes en datter i 1867. Af de tretten børn var de seks sønner, de syv døtre.

Ifølge familietraditionen var faderen til de tretten børn, A. H. Riise såvidt barn af sin tid, at han hilste en søns fødsel med henrykkelse og overvældede moderen med gaver, medens en datter blev modtaget med mere beherskede glædesytringer.

I løbet af de tredive år, A. H. Riises periode på St. Thomas og i Vestindien omfattede, blev A. H. Riises Apothecary Hall en stor forretning, der ikke alene handlede med selve de vestindiske øer men med hele fastlandet omkring Det caribiske Hav betegnet som The Spanish Man men også oparbejdede en engros handel med de omkringliggende øer.

A. H. Riise forstod at omgive sig med dygtige folk. Som i det samtidige europæiske borgerlige håndværkermiljø boede apotekets medhjælpere i huset, der således havde en stor og kompliceret husholdning forsynet med de nødvendige tjenestefolk. Foruden kokke- og stuepiger, stikirenddreng til at besørge indkøb, de nødvendige barnepiger, omfattede husholdningen en husassistent, hvis arbejde det var at forsyne soveværelser og baderum med det nødvendige vand og senere bortskaffe dette. Desuden måtte hun tage sig af tømning af de nødvendige dasser og natstole i dette hus - det smukkeste og største i Dronningensgade, men som på daværende tidspunkt selvfølgelig hverken havde WC, eller badeværelser med rindende vand. Vand blev opsamlet i gårdens store cisterner under de sparsomme regnskyl på denne ø, der var blottet for naturligt grundvand, kilder eller andre vandløb.

De dansk-vestindiske øer er blevet betegnet som ”slavernes øer” og selvfølgelig havde A. H. Riise de første ti år af sit ophold på St. Thomas slaver indtil slaveriet blev afskaffet i 1848 af generalguvernør Peter von Scholten. Nu må man jo med rette trøste sig med, at slaverne i byen Charlotte Amalie på St. Thomas ikke var hårdt arbejdende og hårdt udnyttede plantageslaver. Negrene i Charlotte Amalie var byslaver, husslaver, sorte tjenestefolk, købte sorte arbejdere i apotek, butik og lager. Det fortælles, at A. H. Riises slaver gav sig til at græde ved hans meddelelse i 1848, om at de fra nu af skulle være frie. De frygtede, at de ville blive afskediget fra det hus og den forretning og fra det arbejde, de hidtil havde udført. Det måtte forklares og det blev forklaret, at de fra nu af skulle have løn og selv sørge for deres fornødenheder men ikke skilles fra det arbejde og den tilværelse, de var vant til.

I løbet af de tredive år i Charlotte Amalie på St. Thomas blev A. H. Riise, der blev regnet for en streng herre men også for en retfærdig chef, direktør i Bank of St. Thomas, i Marine Repairing Ship Company, i Marine Asylum, i St. Thomas Gas Company. Han blev medlem først af Det gl. Borgerråd senere af Kolonialrådet efter 1863 og i en periode dets formand. Han var desuden kirkeværge for den dansk-lutheranske Frederikskirke.

I de tredive år, A. H. Riises ophold på St. Thomas strakte sig over, rejste han meget. Det hedder sig, at han elskede at rejse. Det var dels forretningsrejser til øerne og USA dels mere videnskabeligt betonede rejser for at indsamle naturalier, der i dag er at finde på museer såvel i Danmark som i udlandet. Hans rejser omfattede også Europa og Danmark. Tre gange i 1850 i 1855 og i 1860 besøgte A. H. Riise Danmark og herunder Ærø og moderen.

Moderen, Margrethe Elisabeth Riise, af naboerne i Ærøskøbing kaldet ”Mdm Riise”eller ”Tante Betty” var 59 år gammel, da sønnen udvandrede eller rejser til de fjerne danske besiddelser i Vestindien. Hun boede i Søndergade i et hus, der ikke eksisterer mere, men som må have ligget ikke langt fra det såkaldte Gåsetorv, hvor Nørregade og Søndergade mødes i en ret vinkel. Hun må, da han rejste, have lært den store stumme smerte at kende, en moder føler ved at hendes søn rejste så uendelig langt bort og aldrig synes at skulle komme tilbage.

I dette tilfælde vendte sønnen tilbage efter tolv års forløb, og hvad der er bemærkelsesværdigt, han havde som den storartede brevskriver han var, hvilket med al ønskelig tydelighed fremgår af det allerede omtalte lange brev til ungdomsvennen apoteker Aagaard, i en stadig strøm af breve holdt sin mor underrettet om sine sejre, sine nederlag kort sagt om, hvorledes det gik ham i det tropiske paradis, der var så fuld af vanskeligheder for en ung og ærgerrig mand.

For moderen blev disse rige breve hendes kæreste skat, og i sin store kærlighed til sønnen fatter hun den skæbnesvangre beslutning at lade den lokale bogbinder samle brevene i to fint indbundne bind. Ideen var født af en stor kærlighed til sønnen men kom tværtimod hensigten til at betyde brevenes tilintetgørelse. At uvedkommende havde haft mulighed for at sortere, eventuelt læse de breve, der kun var beregnet for moderens øjne, forekom sønnen en så forfærdelig taktløshed og en så uafvaskelig skam, at det kun kunne sones på een måde. Brevene måtte forsvinde.

Med ordene: ”Så har altså bogbinderen kunnet læse mine breve”, smed A. H. Riise de to bind breve i den forhåndenværende kakkelovn. Et uvurderligt kildemateriale til forståelsen af A.H. Riises første tolv år i Charlotte Amalie på St. Thomas, men også et kildemateriale af almen interesse for livet i vore fjerne tropekolonier var forsvundet.

Det var i 1850 A. H. Riise første gang kom hjem. Moderen var på det tidspunkt over 70 og var nogle år tidligere fra det nævnte hus i Søndergade flyttet til det bittelille hus i ”Gyden” no. 5. Skødet på huset var oprettet allerede 1843, og hun havde betalt 105 rigsdaler eller 264 rigsbankdaler for huset. I de gamle brandforsikringsprotokoller betegnes gaden endnu med sit slesvigske navn ”Querstrasse” og det oplyses, at huset ikke har egen brønd, men ”at der er fri adgang til brønden på Christen A. P. Stages enkes ejendom over Jeppe Pedersens Grund”. Moderen har på dette tidspunkt en tjenestepige, og hendes helbred er godt her ved alderdommens begyndelse.

I 1850 er A. H. Riise selv fyrre år gammel. Han medbringer sin yndige vestindisk-fødte hustru samt de fire første af de tretten børn, skæbnen skulle velsigne hans ægteskab med. Det er Harriet på seks, Albert på fire, Thora på to og den nyfødte Augusta. Til at passe disse småbørn medbringes en sort ”nanni”, en negerbarnepige, altså en frigiven sort slave.

Rejsen fra St. Thomas til København er foregået med sejlskib og har taget ca. syv uger. Fra Hovedstaden kører familien Riise over Fyn til Lehnskov, hvor man gennem mægler Schiøtt hyrer ærøskipperen Philip Kock til med sit sejlskib at bringe familien til Ærøskøbing. Her er selvfølgelig alle mand af hus for at modtage mdm. Riises søn, der åbenbart er blevet til noget ude i den fjerne store verden.

Det yndige dukkehus i Gyden har selvfølgelig ingen mulighed for at huse den talrige familie inclusive sort barnepige. Man indlogerer sig derfor på byens største og bedste hotel, der ligger lige ud mod havnen. Hotel Harmonien, idag Hotel Ærøskøbing hos Ivar Petersen.

Efter besøget på Ærø slår familien Riise sig ned i København for en periode på næsten tre år. Egentlig fantastisk og på sin vis ubegribeligt eller uforståeligt, at apoteket og forretningen på St. Thomas kunne overlades til sig selv og medhjælperne allerede tolv år efter starten, som jo ikke havde været let, og komme godt fra det.

Under opholdet i København foretager A. H. Riise flere forretningsrejser såvel ud i Europa som til USA, medens hans kone tro imod kvindens indbyggede skæbne og de forventninger, man dengang stillede til en sund gift kone, fødte sin herre og husbond to sønner. Netop for resten de to sønner, som langt senere i slutningen af 1870'erne skulle overtage apotek og forretning på St. Thomas.

Om A. H. Riise i løbet af disse tre år i København yderligere besøger sin mor på Ærø vides ikke, selvom det er højst sandsynligt. Ligeledes vides det ikke, om han besøger Ærø i 1856, da han er hjemme for at anbringe sine to ældste børn, Harriet på tolv og Albert på ti i Danmark, da ingen skoler fandtes på St. Thomas på det tidspunkt.

Flere år senere derimod, i 1860, da han igen besøger Danmark, aflægger han besøg i Ærøskøbing og gør det i en iscenesættelse, der er gået over i øens historie.

Årsagen til at familien igen i 1860 tager den lange vej til Danmark er ældste datters konfirmation. Sammen med broderen Albert på ti er den tolvårige ældste blide og yndige Harriet bragt til Danmark i 1856. Nu i 1860 skal hun seksten år gammel konfirmeres og med dette stempel af voksenhed bringes tilbage til St. Thomas. Hun har, anbragt hos en veninde fra moderens egen opdragelsesungdom i Danmark, nu gift med en kaptajn Lange, hvor der fandtes en jævnaldrende datter, klaret sig godt, idet de to piger har fået privatundervisning i det, unge piger dengang burde vide. Broderen derimod ældste søn og derfor udstyret med både sin moders og sin faders familienavn, Albert Worm Riise, skulle have al den uddannelse, som faderen A. H. Riise ikke havde haft mulighed for at skaffe sig. Derfor blev sønnen i 1856 anbragt på Sorø Akademi hos adjunkt Lorentzen. Drengen var kun ti år gammel født i 1846. Han klarede sig kun dårligt, fulgte dårligt med i undervisningen og havde en evne og lyst til at stifte gæld, tage på kridt.

Under faderens besøg i Danmark i 1860 flyttes han derfor bort fra Sorø Akademi og til faderens fødeø, til slægtens fødested, til Store Rise på Ærø, hvor han får ophold og siden konfirmeres hos pastor Grove Rasmussen. Det er vist allerede på dette tidspunkt, at faderen begraver alle forhåbninger med hensyn til denne hans ældste søn og i sin kopibog skriver dommen: ”Han bliver aldrig min efterfølger på Apoteket”. Drengen var dengang fjorten år gammel.

Da Riise kommer hjem til Danmark i 1860 er det i årene mellem den sejrrige krig mod Tyskland i 1848 og nederlaget mod Tyskland i 1864. A. H. Riise selv er nu halvtreds år gammel, og er på sit livs og sin vestindiske karrieres højdepunkt. Som den velhavende mand og med sit følge af kone og børn har han hverken tid eller lyst til at foretage den besværlige rejse fra København til Ærøskøbing via Fyn og Svendborg med lange ventetider undervejs. I København lejer A. H. Riise derfor et dampskib, der skal sejle ham og hans følge direkte fra hovedstaden og til Ærø.

Den Riiseske familietradition vil gerne hævde, at dette dampskib var det første dampskib, der nogensinde har anløbet Ærø. Det passer desværre ikke. Det var ”Caledonia” allerede i 1819. Riises dampskib må nøjes med at være nummer fire, der anløber Ærø, men alligevel. Og til gengæld er der ikke tvivl om, at det af Riise chartrede dampskib blev det mest opsigtsvækkende og det mest uforglemmelige. Var det ikke en af byens egne sønner, der havde lejet det, og kom han ikke på det for at besøge sin mor og sin fødeø ?

Riise i sit dampskib ledsaget af kone og de fem yngste af de på det tidspunkt ti fødte børn - Valdemar 7, Rosa 5, Harald 4, Henny 2 og Hertha 1 - kom uanmeldt til Ærø. Moderen måtte hentes fra kirken på torvet og bringes Brogade lang til havnen. Hans besøg bliver ikke af lang varighed, og da ingen af de større børn er med, findes ingen beretning i familien om dette besøg. Det har ikke fæstnet sig i børnenes erindring. Til gengæld levede mindet på Ærø hos de gamle i byen i de følgende halvhundrede år. Hos de gamle, der både oplevede A. H. Riises besøg pr. dampskib i 1860 og den danske konge Chr. IX’s besøg i 1910 var det førstnævnte besøg af en af øens egne sønner med årene blevet omgivet med en sådan stråleglans, at dets glans langt overgik kongebesøgets.

Da A. H. Riise i sit dampskib aflægger Ærø sit besøg i 1860 er hans mor over firs. Alderens senilitet er begyndt at præge hende. Hun kan ikke mere klare sin egen husholdning og er derfor kommet i pleje i huset hos Ivar Petersen, den tidligere vært på Hotel Harmonien, hvor Riise boede med sin familie under sit første besøg. I 1862, to år efter sønnens besøg flyttede hun herfra til købmand F. Lauritzens mor i Søndergade, hvor hun får en god stue mod gaden, hvor hun kan sidde i den store lænestol, som hendes søn har forsynet hende med, og ved at bøje sit fine gamle kappeklædte hoved hilse på de bekendte, der passerer de lavtsiddende vinduer. Helt klar i hovedet er hun ikke mere. Hun har bl.a. fået den rørende ide, at hønsene ikke må fryse om deres tynde ben. Helst vil hun have dem ind i sin stue. Men i mangel heraf er hun travlt beskæftiget med at strikke muffedisser til hønsenes lange gule ben.

I et brev fra 1868 skrevet efter hjemkomsten til Danmark nævner A. H. Riise endnu et sidste besøg hos moderen. Hun dør 12. marts 1869 i sit halvfemsindstyvende år, året efter at familien Riise endelig og for altid er vendt hjem til Danmark. Hun bliver begravet på Ærøskøbings idylliske kirkegård, der ligger lige uden for byen. Graven er placeret lige inden for den smukke gamle gitterport, for enden af den skyggefulde allé, der fra byen fører op til kirkegården. På graven rejste sønnen under sit sidste besøg på Ærø, hvor han boede hos købmand L. P. Hansen på ”Torvet”, en rektangulær poleret granitsten, der på sin øverste smalle side bærer et kraftigt marmorkors. På stenen står fødsels- og dødsår samt skriftstedet: ”Salige ere de, der døe i Herren”.

Vi forlader moderens grav under hængebirkene på Ærøs stille kirkegård og går et par år tilbage i tiden til familien Riise, der på det tidspunkt endnu ikke har forladt St. Thomas.

 

”Officinet”, det indre af A. H. Riises apotek i Charlotte Amalie, St. Thomas. Litografi efter en tegning 1868.

 

”St. Thomas synker”

Vi er i året 1867. A. H. Riise er nu en meget velhavende mand skønt af alder kun i slutningen af halvtredserne nærmere betegnet 57 år gammel. Hans smukke hustru, der på daværende tidspunkt er 46 år gammel, har til trods for denne relativt modne alder født det trettende barn, der fødes 30. april 1867.

Man har fejret sølvbrylluppet 27. januar 1867, men forberedelserne var vanskeliggjort ved, at øen St. Thomas på dette tidspunkt, hvad der for øvrigt ofte har været tilfældet, hærgedes af epidemier.

Med hensyn til øernes politiske og økonomiske stilling er visse salgsforhandlinger i gang mellem Danmark og USA. Grundet drømmen om den uendelig sårbare Panamakanal (færdigbygget 1914) er USA interesseret i eventuelt at erhverve de danske vestindiske øer der ligger som en slags nøgle til Det caribiske Hav og kanalen og i hvert tilfælde interesseret i at forhindre andre stormagter som f.eks. Tyskland i at erhverve disse øer.

Danmark er på daværende tidspunkt interesseret positivt i disse forhandlinger. Sukkereventyret er forbi. Rørsukkeret er slået af marken af den stadigt stigende avl af den europæiske roesuk­ker. Øerne betragtes som en unødvendig økonomisk byrde for moderlandet, Danmark. En forhandlingsdelegation er i løbet af sommeren 1867 ankommet fra USA til Christiansted på St. Croix, der jo med sin guvernør-residens og hele glansen fra sukkereventyret som planternes ø blev regnet for hovedøen blandt de tre dansk-vestindiske øer.

I efteråret 1867 sker så den naturkatastrofe på øerne, der kom til at indgrave sig uafrysteligt i de øjenvidners erindring, der oplevede den.

St. Thomas er jo kun en ganske lille ø, et af disse naturens luner, en top af en, under havet liggende, bjærgkæde, som tilfældigvis og for en vis periode af jordens historie rager op over havfladen - men hvor længe. Øen Martinique var også et sådan lune fra naturens side, inden den i 1902 blev udslettet på landkortet ved en naturkatastrofe.

Allerede året inden A. H. Riise i 1838 ankommer til St. Thomas, nemlig den 2. august 1837 havde øen St. Thomas været offer for en af de største naturkatastrofer i danskernes tid i form af en række voldsomme orkaner.

Nu i 1867, nøjagtig tredive år senere opsendte man både privat og i kirkerne taksigelser til forsynet, fordi øerne i de forløbne tredive år havde været forskånet for slige ulykker. I de forløbne år havde man også søgt at sikre sig mod disse naturkatastrofer på forskellig måde. Man havde i ”bluebeach”, øens natursten, til uerstattelige varer opført de allerede omtalte lange smalle pakhuse, der fra Dronningensgade strakte sig ned mod købmændenes private værfter. Disse pakhuse var ”hurricane-proved” både hvad mure, tøndehvælvede tage og store træporte angik. Som nævnt hørte der også til apoteket en særskilt bygning opført for sig selv i bluebeach den såkaldte ”backstore”. Ligeledes fandtes i alle hjem en forsyning af ”hurricane­bars”, orkan-bjælker til i givet fald at anbringe vandret for vinduesåbninger og for døre for at modstå presset fra en eventuel orkan. Men efter tredive års fred og ro stod disse orkan-bjælker jo ikke ligefrem fremme og lettilgængelige. Man havde dem selvfølgelig i huset - men hvor? Det vidste man faktisk ikke sådan lige på stedet.

27. oktober 1867 bryder så en orkan løs. Den første af to på dette historiske tidspunkt.

Taget på den treetages del af apotekerbygningen bliver så alvorligt beskadiget, at vandet står højt i de fleste sovekamre og i alle værelser på første sal. Den første orkannat tilbringer familien siddende i dagligstuen. Da man om morgenen den følgende dag går ud på det flade tag, der dækker den vestlige del af huset, kan man se, at alle de tidligere grønklædte bakker er afsvedne, at mange mindre solidt byggede huse er blæst helt eller delvis om, når hvirvelstormen bortførte den ene del eller side af huset. I havnen er alle mindre fartøjer, der ikke i tide er kommet bort, sunket til bunds, så kun masterne som nåle i en nålepude rager op af den nu helt dødstille havflade.

Lynhurtigt tager man fat på at istandsætte dobbelthuset, der rummede apoteket og beboelsen. Men de sorte håndværkere gør ophævelser. De troede fuldt og fast, at orkanen havde været optakten til den yderste dag, hvorfor de ikke kan se noget formål med at reparere, eventuelt genopføre ødelagte huse.

Familien og hele byen falder imidlertid til ro efter denne relativt kortvarige orkan. Men knap tre uger senere, den 18. november 1867 indtræffer en langt værre katastrofe rimeligvis forårsaget af et jordskælv på havbunden uden for Charlotte Amalie, eller St. Thomas.

Hunde er som bekendt langt mere følsomme end mennesker overfor rystelser i jordbunden. Det er også en hund, der med sin vedvarende og uhyggelige tuden ødelægger familiehyggen omkring frokostbordet i det Riiseske apotekerhjem bemeldte dato. Hunden, der tilhører en kvindelig gæst, lukkes inde i et tilstødende værelse for at man kan få fred. Men så indtræffer første af de jordrystelser, der er stærke nok til, at også mennesker kan registrere dem.

Jordrystelsen er så stærk, at de låsede døre til et porcelænskab springer op, og indholdet larmende styrter ud på gulvet. Nu gælder det at komme ud af huset og bort. Den ulykkelige mor, til på det tidspunkt ni hjemmeværende børn, skriger på børn og barnepiger. Yngste barn født 30. april altså kun et halvt år gammel er at finde i favnen på sin sorte nanni, der omhyggeligt har anbragt sig midt på gulvet i barneværelset. Det er slet ikke så ligetil at få så mange kilo sort fylde og pragt bragt på højkant. Men på højkant kommer hun da med barnet i armene og så er det afsted ud af huset.

Det fortælles, at moderen, Henriette Marie Riise, født Worm, som sin sidste handling, inden hun forlader sit hus og sin ramme om tredive års eksistens, omhyggeligt tømte sin nøglekurv ud på gulvet, den kurv, hvis indhold af nøgler havde været symbolet på den travle husfrues magt og uundværlighed i en stor og kompliceret husholdning. Hun tømmer kurven for dens indhold af nøgler og hænger så den tomme kurv over armen, som hun plejer. En mærkelig symbolsk handling foretaget i den yderste panik.

I sluttet trop begiver familien sig henad Dronningensgade, hvis huse man med rette frygter skal styrte sammen og opefter, op i bakkerne, der ligger som baggrund for byen Charlotte Amalie. På flugt, på flugt.

Da skærer et sandt rædselskrig gennem luften og de flygtende vender sig om for at se, at selve havet forfølger dem - ikke i bølger som et hav og vand i det hele taget har for skik, men som een uhyre sammenhængende mur af vand, der synes at komme fra selve oceanet, fra selve Det caribiske Hav.

”St. Thomas synker, St. Thomas synker” lyder råbet i rædsel fra de flygtende. De to landarme, der omslutter St. Thomas’s hestesko-formede havn bliver imidlertid redningen fra denne uhyre havbølge, man mener skyldes et jordskælv på havbunden. De to landarme skiller eller adsplitter den uhyre havbølge i flere dele og dæmper derved dens vælde. Øen St. Thomas bliver ikke opslugt af havet ved denne lejlighed.

Men værre så det ud for flygtningene fra Charlotte Amalie. Skaren var jo blevet større og større under vandringen op i bakkerne. Riise familiens frokostgæst med hunden tilbyder sit træhus som tilflugtsted, men det slår jo langt fra til. Dog moderen med sit lille barn kommer i ly, og man koger en uhyre gryde the og en ligeså stor gryde suppe til fordeling blandt flygtnin­gene. Gruppen er blevet forøget med patienterne fra byens hospital og et behjertet menneske sørger også for, at fangerne i byens fængsel lukkes ud.

Efterhånden falder natten på, den lune tropenat, der jo i det mindste favoriserer opholdet i fri luft, hvor flygtningene har lejret sig i bakkerne. Suppe og the bliver uddelt så langt forråd rækker. Små børn, endnu udøbte fra hospitalets fødestue, bliver rakt fra hånd til hånd, indtil de når den tilstedeværende præst, der forretter det nødvendige, inden barnet igen fra hånd til hånd gives tilbage til moderen. Jordskælvene varer hele den lune tropenat igennem.

Det lykkedes familien Riise, forældre, ni børn og barnepige, at finde husly hos en dr. Erichsen, hvor A. H. Riise indretter et nødapotek i et af husets værelser. Ned i byens gader, der ligger øde hen, tør man ikke begive sig, idet man hvert øjeblik venter, at husene skal styrte sammen. Ca. fem uger bliver familien Riise hos den gæstfri læge. Man tilbringer nætterne fuldt påklædte, idet ingen ved, hvornår man kan blive tvunget til at forlade huset, og de fire store søstre i børnegruppen har hver fået ansvaret for en af de mindre søskende, mens moderen jo har den allermindste på kun et halvt år at tage vare på.

Parallelt med disse naturbegivenheder foregår imidlertid forhandlingerne mellem Danmark og USA om øernes salg, det salg, der første gang var kommet på tale så tidligt som 1846.

Kort efter befolkningen på øerne var kommet sig efter den første orkan, d. 27. oktober, breder det rygte sig, at to af øerne, nemlig St. Thomas og St. Jan er solgt til USA for 7 2 million dollars. Rygtet blev bragt til Charlotte Amalie med Royal Mail damperen, der kom fra Havanna på Cuba, der på det tidspunkt stod i telegrafisk forbindelse med både Danmark og USA, hvad ikke var tilfældet - så mærkeligt det end lyder - med St. Thomas.

Salget var afgjort i begyndelsen af oktober men dets gyldighed afhang af, om senatet i Washington anerkendte traktaten og hvorvidt befolkningen på de dansk-vestindiske øer gav sit samtykke. Afstemningen på de dansk-vestindiske øer skulle finde sted d. 22.november. Allerede den 16. november ankommer den danske regerings kommissær, kammerherre Carstensen med konventionen af 24. oktober og den danske konges proklamation i anledning af øernes påtænkte salg.

Samtidig ankommer den amerikanske kommissær, pastor Hawly, og med ham en mindre amerikansk flåde under kommando af admiral Potter ombord på flagskibet ”Susquehanna”.

Forhandlingerne foregår i Christiansted på St. Croix planternes ø, og guvernørens.

Men som allerede berettet mandag d. 18. november 1867 skete det underjordiske jordskælv i havbunden, der forårsagede den anden naturkatastrofe på øerne. Af flodbølgen, som også ramte St. Croix, blev et af den amerikanske flådes skibe ”Monangahela” med hele sin besætning løftet til vejrs og sat op midt i byen Frederiksteds gader, hvor den stod efterladt, da flodbølgen trak sig tilbage. Amerikanerne blev betænkelige. Sagen trak i langdrag. Ganske vist blev den planlagte afstemning blandt de dansk-vestindiske øers befolkning foretaget d. 9. januar 1868. Stemningen var overvejende for salg til USA. Det amerikanske senat blev imidlertid betænkelige. Traktaten blev aldrig godkendt og d. 7. maj 1868 må den danske konge Christian IX give sine ”kære undersåtter på de dansk-vestindiske øer” deres samtykke til øernes salg tilbage.

Under salgsforhandlingerne havde A. H. Riise optrådt som ”spokes-man” for regeringen og siger i oktober 1868:

”Hvis vi bliver spurgt om vor Mening før Traktatens Afslutning ville vi have udtalt os imod. Nu har vor Konge sat sit Navn under den og som kongetro Borgere ville vi da ikke modsætte os den. Men vi ville stille to Betingelser for vor Tilslutning til den, og hvis de ikke opfyldes ville vi og alle der tænker som vi, stemme imod Afgørelsen. Vi forlanger, at det bliver os tilsikret, at dansk Lov og Ret vedbliver at gælde her i femten til tyve år, og at vor Havn (Charlotte Amalie) opretholdes som Frihavn i lige så lang tid”. Kloge og stærke ord.

Til trods for at A. H. Riise således talte på den dansk-vestindiske regerings vegne var han imidlertid selv besluttet på at vende hjem til Danmark. I november 1867 var yderligere udbrudt sporadiske epidemier af kolera, gul feber og kopper.

I begyndelsen af april 1868 ankrer barken ”Galilei” ført af kaptajn Cummerlehn op i Charlotte Amalies nu så fredelige havn. Skibet ejes af familien Riises gode ven gennem mange år, skibsrederen Moses Melchior, og familien Riise beslutter at benytte sig af denne enestående lejlighed til at ombytte deres af naturkatastrofer truede tropiske paradis med det fredelige Danmark.

10. april 1868 bringer apoteker A. H. Riise hele sin familie ombord. Den består af i alt 12 personer nemlig moderen, Marie Henriette Riise, fulgt af sine ni børn nemlig Harriet (23), Thora (19), Augusta (17) og Rosa (12) der havde ansvar for de fire mindre søskende, Henny (9), Hertha (8) samt de to brødre Christian (5) og Frederik (4) medens den mindste Ingeborg (ca. 1), blev taget vare på af den medbragte sorte barnepige Nanna Lætitia Williams.

Desuden medrejste huslærerinden frk. Hendricksen fra Ærø, der havde været i Vestindien de sidste fire år for at undervise børnene. Der var altså kun ni børn med på denne hjemrejse. Derfor skal det oplyses at ældste søn, Albert (24) var i Caracas St. Martha, hvor han med økonomisk hjælp fra faderen forsøgte at starte sin egen købmandsforretning. De tre sidste af de tretten børn nemlig Karl (17) Valdemar (15) og Harald (12) var allerede - formentlig af hensyn til deres skole - tidligere anbragt i det gode lærerhjem i Nyboder, hos pastor Carl Jensen og hustru Emma Sabine født Kernn.

 

A. H. Riise. Ca. 1875. Fotografi

 

Villa St. Thomas

Den 20. maj 1868 altså efter fem ugers sejlads, i godt og roligt vejr, når familien i god behold til Danmark, medens A. H. Riise noget senere vender hjem til Danmark - ikke med sejlskib som han tredive år tidligere sejlede afsted med - men med et Royal Mail dampskib via Southhampton.

Apoteket og den store forretning i Charlotte Amalie på St. Thomas efterlod han i de bedste hænder, nemlig hos den unge provisor Alfred Jens Alexius Jørgensen ankommet til St. Thomas få år tidligere og nu forlovet med ældste datter, Harriet.

Et af de få eksisterende breve og stilet til samme ungdomsven som det første hjemsendt fra St. Thomas i 1839 er som en anden halvdel af en parentes, der omslutter de tredive år på St. Thomas. Brevet er dateret 30. november 1868 og A. H. Riise skriver: ”Kjære Ven. Overbeviist om, at De ikke har glemt en gammel ven, der tilbringer Vinteren (det skulle blive resten af hans liv) her i Hovedstaden med samt hele sin Familie for i dette styrkende og kolde Klima at genvinde Sindsro og Kræfter efter de store Natur-revolutioner, vi havde været hjemsøgte af på St. Thomas, giver jeg mig den Fornøjelse at tilskrive Dem disse Linier…

”Jeg kom til Danmark her i Foråret og efter at have besøgt min gamle Mor på Ærø (bor hos købmand P. Lauritzens mor i Søndergade og dør året efter) og nogle Slægtninge og Venner i Provinsen gjorde jeg en interessant Tour med fire af mine ældste Børn ”(Harriet 24 år, Thora 20, Augusta 18 og Karl 17)” gjennem Schweitz og Italien fra Neapel over Marseille og Paris etc. og nu havde vi foreløbig slået os til Ro her” (Dronningens Tværgade 7).

”Til Foråret må jeg vel sagtens rejse igjen ud til mit varme og Urolige Opholdsted (sker først 1870). Gud ved for hvor lang Tid. Vi vide jo hverken om vi ere solgte eller kjøbte, om vi ere danske eller Amerikanere. Den ulykkelige Beslutning således at sælge os til Amerika har kuldkastet alle mine skjønne Fremtidsplaner, og jeg ser ikke Fremtiden imøde i lyse farver.”

”Mange mene vel, at det ikke er for tidligt at trække sig tilbage og slå sig til Ro efter at have arbejdet under tropisk Sol i over tredive Aar, og de kan måske have Ret. Men jeg er Gud være lovet endnu rask (Riise er 58 år gammel) og har en meget stor Familie at sørge for. Jeg har ikke mindre end tretten Børn, hvoraf endnu ingen ere forsørgede (ældste barn, sønnen Albert Worm Riise, har som nævnt med økonomisk støtte fra faderen startet en købmandsforretning i St. Martha i Ny Granada, hvor han imidlertid går fallit samme år, familien forlader St. Thomas, hvilket faderen åbenbart er uvidende om). Det lader sig derfor ikke gjøre endnu” …

D. 20. maj 1868 er familien altså ankommet til Danmark først installeret i et pensionat, Dronningens Tværgade 7, senere i egen lejlighed, der omfatter to etager i konferentsrådinde Davids ejendom i samme gade nr. 9, hvorfra ovennævnte brev er afsendt.

Denne sommer og de følgende tre somre tilbringer familien Riise i Vedbæk fordelt i to huse beliggende ved siden af Vedbæk Kro.

To år efter hjemkomsten hvilket vil sige 1870, er det så at A. H Riise igen rejser ud til Vestindien. Det sker af hensyn til ældste datter Harriets tilstundende bryllup med Alfred Jens Alexius Jørgensen, der som nævnt har bestyret apoteket på St. Thomas, siden familien Riise vendte hjem, og som skal komme til at bestyre det de følgende år lige til 1879.

Medens A. H. Riise er i Vestindien finder de unges bryllup sted 3. oktober 1870 med vielse i Frue Kirke. En fader får sin ældste datter gift med sin bedste og mest loyale medarbejder. Prinsen får prinsessen og om ikke det halve så dog en del af kongeriget. Men nævnte prinsesse, den blide Harriet, siges at have grædt så bitterligt på sin bryllupsdag. Så åbenbart har en anden prins skulle glemmes. En datter drømte dengang ikke om at sætte sig op imod sin faderes praktiske ønsker.

De nygifte kommer relativt hurtigt ud og afløser A. H. Riise, der i 1871 igen er hjemme i Dronningens Tværgade. Samme år bliver sønnen Valdemar familiens første student. Sammen med den tre år yngre søster Rosa (15) får de to unge en rejse, som de fire ældre søskende havde fået det i 1869. Denne gang går rejsen dog ikke udenlands men bliver en rejse i det så delvis ukendte fædreland, Danmark. Hver gang man kom til en ny by, aflagdes et kollegialt besøg hos den lokale apoteker og det berettes, at A. H. Riise med sine to børn blev modtaget på den smukkeste måde.

I disse år er det, at voldene omkring København begynder at falde, og den indespærrede og næsten kvalte hovedstad søger udvidelse. Et stykke ude ad Frederiksberg Allé, den firedobbelte allé, der fra opførelsen af det danske Versailles Frederiksberg Slot, fra midten af 1700-årene, har forbundet dette med middelalderbyen København, køber Riise i1872 en stor dobbelt villa bygget af træ med mere end 16 værelser og omgivet af en parklignende have.

Det fortælles, at da A. H. Riise, familiens overhoved kommer hjem til den med tretten børn velsignede moder, der gennem jordskælv og orkaner har måtte tænke på sin børneflok, og fortæller om sit køb og stilles over for det altoverskyggende spørgsmål: ”Tror du, at der er plads nok? ud fra naturelskeren og naturforskerens verden svarer: ”Der er sådan en dejlig have”.

Denne have blev i tidens løb fuldt udnyttet efter A. H. Riises drømme. Den blev forsynet med stenhøj, hvis sjældne planter blev forsynet med navneskilte med deres latinske navne. Der var havebassin med springvand, guldfiskebassin, drivhus og fastboende gartner til at tage sig af disse herligheder. Fra Botanisk Have som dengang lå bag Charlottenborg og som A. H. Riise gennem sine vestindiske år gavmildt havde forsynet med, hvad den ønskede fra hans område, fik han nu til gengæld, hvad han ønskede, til sin frederiksbergske have. A. H. Riise gav dobbeltvillaen navnet ”Villa St. Thomas”, det navn der indtil i dag er knyttet til stedet.

I den følgende halve snes år skulle villaen blive rammen om en udstrakt gæstfrihed og stor selskabelighed. Hver år på ægteparret Riises bryllupsdag, d. 27. januar, afholdtes stort bal for ungdommen. Fem af de resterende seks døtre blev gift fra denne villa. I 1878 førte A. H. Riise endda de to smukkeste samtidig op ad Kirkegulvet, hvor de blev modtaget af de to vel nok flotteste svigersønner: Rosa (23) gift med Emil Schiødte og Henny (21) gift med Hans Hedemann.

I 1874 må A. H. Riise igen foretage rejsen ud til Vestindien. Den 23 årige Karl er nu færdig uddannet farmaceut og skal begynde som medhjælper på apoteket i Charlotte Amalie hos svogeren A. J. A. Jørgensen, et arrangement der viste sig mindre funktionsdygtigt. Det ender simpelthen med, at Karl forlader St. Thomas og rejser til Caracas, hvor han for en periode får ansættelse hos apoteker Stürup, der tidligere har været medhjælper hos A. H. Riise på St. Thomas.

I 1878 besøger A. H. Riise så for sidste gang den ø, hvor han har lagt sin livsgerning, St. Thomas i Dansk-Vestindien. Han er denne gang ledsaget af sin kone, endnu kun 57 år gammel, og sønnen Valdemar der efter familiens første studentereksamen har fuldført sin farmaceutiske uddannelse, og som nu sammen med den ældre bror Karl skal overtage apoteket i Charlotte Amalie. ”St. Thomas Apothecary Hall A. H. Riise” overtages således af de to brødre i fællesskab for senere at overgå til Valdemar alene, medens svogeren A. J .A. Jørgensen med familie vender hjem for at overtage Løveapoteket i Fredericia, hvor han er barnefødt, og hvor hans far havde været borgmester.

1882, hvilket vil sige ti år efter at have erhvervet sin drøm om en stor have med tilhørende villa, dør A. H. Riise ganske pludselig ramt af et slagtilfælde, medens han sidder ved frokost­bordet omgivet af en stor del af sin familie. A. H. Riise døde den 18. oktober 1882 og blev begravet på Assistenskirkegården senere omdøbt til Solbjerg Kirkegård. Han blev således kun 72 år gammel og havde i de sidste år været plaget af såvel podagra som astma, det sidste som følge af en medfødt hjertefejl.

Apotheker A. H. Riise døde 1882 efter en smuk stadig stigende og på et passende tidspunkt afsluttet forretningsmæssig karriere baseret på hæderlighed, soliditet, dristighed og såvidt det fremgår af hans breve - dem, der eksisterer - en sund velanbragt nøgternhed, der grænser til en forsigtig pessimisme. Åbenbart netop den blanding af tilbøjeligheder og egenskaber, der på det historiske tidspunkt og i den geografiske placering skabte den heldige succesrige handels- og forretningsmand, der efter at have forsørger en stor familie, ført et stort hus, bortgiftet seks døtre med fyrsteligt udstyr, efter at have hjulpet mindre heldige eller dygtige svigersønner økonomisk ikke desto mindre ifølge testamente af 1880 og tilhørende formueopgørelse ved sin død i 1882 kunne efterlade en formue på lige ved 2 millioner kr., hvilket omregnet til pengenes værdi i dag rimeligvis vil svare til tyve gange så meget.

Det var den dygtige heldige, men også puritanske forretningsmand, om hvem det økonomiske eventyrs glans er blevet bevaret i familien Riise, der ikke ligefrem i de følgende generationer har udmærket sig ved evnen til at skabe formuer - ja ikke engang i mange tilfælde har vist evnen til at bevare de arvede værdier.

Men så er der A. H. Riises anden side, naturforskerens. Interessen for at udforske verden på alle måder og skabe samlinger, der senere skulle danne basis for museer af forskellig art, lå om man så må sige i tiden. Ja, den er faktisk ældre. Hvis vi tænker på Ole Rømers samling af mærkelige genstande, som kom til at danne grundlaget for Nationalmuseets etnografiske samling, Kunstkammeret oprettet af Frederik III, på de ”naturalier” der hjemsendtes af Carsten Niebuhr, i midten af 1700-årene, dels til Linné i Sverige dels til Naturhistorisk Museum og nu findes der. Hvis vi tænker på, at A. H. Riise var jævnaldrende med Charles Darwin, hvis rejse til Galapagos øerne med ”The Beagles” fandt sted 1832, hvis ”Arternes Oprindelse” udkom 1859 og ”Menneskets Afstamning” 1871, er det ikke så mærkeligt at interesse for naturforskning lå i tiden, og at A. H. Riise er et typisk og værdifuldt barn af sin tid og dens strømninger.

Fra det øjeblik, han kommer til Vestindien, kaster han sig begejstret over botaniske studier, og som det fremgår af det første brev fra 1839 til apoteker Aagaard begynder han hurtigt at hjemsende naturalier og er i de følgende år travlt beskæftiget med at skaffe ønsket naturhistorisk materiale til Københavns zoologiske museum, til museer i Stockholm og i Oslo ligesom til de skolemuseer, der fandtes på Herlufsholm, Sorø Akademi, i Svendborg Realskole, i Det von Westenske Institut o.a. etc., etc..

A. H. Riise indsamlede højst systematisk, dels ved personlige ekspeditioner, som det ses på Fr. Visby’s maleri fra St. Jan, dels betalte han andre for at foretage indsamlinger.

I et brev til fætteren, professor Harald Krabbe, der anmoder om naturalier beregnet til Landbohøjskolens museum, skriver A. H. Riise 31. januar 1859: ”Indsamling af Naturalier i Vestindien er meget kostbart og koster meget mere end I Herrer Kjøbenhavnere har nogen Ide om. Jeg har for tre Uger siden sendt en Mand helt ned til Vieque Crab Island, hvor han skulle opholde sig i fire til seks Uger for at samle Naturalier til mig. Han får 2 Rdl. om Dagen og alt frit: Kost, Heste, Muler, Båd og anden Assistance og han vil vistnok koste mig fire til fem Rdl. om Dagen. Det han hidtil har sendt mig er intet værd, og bliver det ikke bedre, er Ekspeditionen mislykket” - Brevet fortsætter: ”Forrige sommer fragtede en fransk apoteker og jeg en Båd fra Tortola med fem Mand for 14 Rdl om Dagen foruden Føden og kjøbte nye Liner til Skraberen af 120 Fods længde. Den hele Ekspedition kostede omtrent 128 Rdl og jeg fik til min Part en lille Slangestjerne, en Ål, en større Echinode og et Par almindelige Konkylier. Hele Ekspeditionen var rigtignok mislykket. Søstjernen var ganske vist af en ny Art, og efter at dr. Lütken havde bestemt den, sendte han den tilbage efter mine ordrer men skrev, at han dog håbede, at jeg ville skænke den til museet. Men mon ikke professor Steenstrup og dr. Lütken ville le mig ud og oven i Kjøbet sige: ”Den Fusker er dog en Nar”, dersom de vidste, hvad bemeldte Søstjerne har kostet mig. . .”

11. juni 1858 skriver dr. Lütken til A. H. Riise: ”Det er mig en sand Glæde at modtage Deres prægtige Samling af Ophiurer…

Måtte De kun finde Dem belønnet ved Bevidstheden om at have bidraget til Videnskabens Fremskridt. Slige Samlinger har ikke stået til nogen andens Rådighed i denne Gren af Zoologien.”

Talrige afhandlinger og monografier vedrørende hans indsamlinger fremkom i videnskabelige Tidskrifter.

Selv dristede A. H. Riise sig kun een gang til at optræde som foredragsholder og fremlægge eget indsamlede materiale. Det foregik ved 7. Skandinaviske Naturforskermøde i daværende Christiania, vore dages Oslo, i 1856. Det var det år, hvor A. H. Riise var i Danmark for at anbringe sine to ældste børn, datteren Harriet hos en af moderens veninder fra hendes egen opdragelsestid i Danmark. Den ældste dreng hos en af lærerne ved Sorø Akademi.

På nævnte naturforskermøde fremlagde A. H. Riise en afhandling med titlen: ”Nogle uddøde, halvfossile Landsnegle fra St. Croix”.

Af mindre artikler har A. H. Riise skrevet: ”Om forskellige vestindiske Lægeplanter og Droger” (1851), Phamacognostiske Notitser (1853).”Om nogle i Vest-Indien almindeligt brugte Droger” (1860) og endelig ”Om Bay Rum og Bay Spirit” (1882).

Et smigrende tilbud fra professor J. Reinhardt afslås imidlertid og egentlig mærkværdigvis.

12. juli 1861 skriver professor J. Reinhardt til A. H. Riise: ”Kunne De. . have Lyst til at bidrage til at forøge en Forøgelse af den zoologiske Viden i denne Retning og ville De forene Dem med mig til i Fællesskab og med Tiden at publicere noget om Vestindiens Fugle, så skulle jeg gøre mit bedste til at gjøre et sligt fælles Arbejde så godt som jeg formår”.

Man kan ikke skrive eller dyrke videnskab med venstre hånd. For A. H. Riise stod åbenbart i det øjeblik valget mellem at være videnskabsmand eller forretningsmand. Og han valgte åbenbart det sidste. Men til gengæld opgav han aldrig sin dybe kærlighed til videnskaben. I Villa St. Thomas, Frederiksberg Alle 12 kom hver torsdag formiddag ganske tidligt malokologen O. A. L. Mørch og sammen med Riise gennemgik de to i dagens løb Riises store samling konkylier.

Også professor Steenstrup og dr. Lütken var ofte gæster i Villa St. Thomas i løbet af de ti år, A. H. Riise fik lov at nyde sit otium. Det er også dr. Lütken, der senere efter A. H. Riises død skulle bidrage til at knytte navnet Riise til en lille tropisk fisk fundet ved Trinidad, der i dag bærer navnet ”corynopoma riisei”.

Allerede 16. februar 1860 blev A. H. Riise ridder af Dannebrog, d. 26. maj 1867 Justitsråd, 1868 frimurer, d. 24. maj 1873 modtog han den svenske Vasaorden og endelig efter at have skænket en sum til opførelse af fire skolebygninger på St. Thomas blev han etatsråd.

Blandt disse fire skoler på St. Thomas må også have været det allerede i 1883 nedlagte St. Thomas College. En realskole for drenge i Charlotte Amalie. Der foreligger omtrent en snes breve fra A. H. Riise til overlærer Dahl ved dette College. Disse breve har åbenbart ledsaget en strøm af naturhistoriske gaver fra Riise fulgt af gode råd vedrørende deres behandling og opstilling.

Villa St. Thomas er jævnet med jorden efter en overgang at have været forlystelsesetablisse­ment. Nu er kun navnet som nævnt at finde i metalbogstaver højt på etagehuset, der afslutter St. Thomas Plads mod vest. Navnet A. H. Riise blomstrede i 1977, da jeg besøgte Charlotte Amalie, langs Dronningensgade. Det blomstrede på skiltene, der pyntet med små falmede Dannebrogsflag, markerede indgangen gennem de svære træporte til de i dag indrettede vin- og souvenirbutikker i de 80 meter lange smalle tidligere pakhuse.

Navnet A. H. Riise var i metalbogstaver nedlagt i dørtrinet til den store vinhandel. Navnet A. H. Riise fandtes på de tusind vinflasker, der ikke raktes men simpelthen af de ferme ekspedienter blev kastet ned fra de høje stiger, der var rejst mellem hylderne og helt op til loftet.

Navnet fandtes på alle de plasticposer, hvori turisterne transporterede deres indkøb af toldfri spiritus ned til skibene.

Navnet A. H. Riise mødte turisterne allerede på de brochurer, der uddeltes i flyveren mellem New York og Virgin Islands, og som gav oplysninger om hvilke toldfri herligheder, der ventede turisterne i den Riiseske aladdinshule.

I dag er så vidt jeg har kunnet få oplyst hele herligheden gået over på amerikanske hænder efter følgende udvikling. I 1878 blev apotek og forretning overtaget af de to brødre Karl og Valdemar i fællesskab efter at svogeren A. J. A. Jørgensen havde bestyret virksomheden fra 1868. Altså i de 10 år der fulgte på A. H. Riises afrejse fra St. Thomas. Fra 1878 blev apotek og forretning ledet af Valdemar alene, og i denne periode er det, at apoteket under en juletræsfest delvis nedbrænder og igen opføres dog kun til toetagers højde. Branden er i 1895. I 1913 bliver apotek, forretning og herunder fabrikationen og forhandlingen af A. H. Riises Bay Rum solgt til apoteker O. V. Poulsen. Som bekendt foregår øernes salg til USA i 1917. I 1929 sælges apotek og forretning men ikke fabrikationsrettighederne til A. H. Riises Bay Rum til Rebecca og Isaac Paieworky, og denne familie fortsætter under sønnen Isidor Paieworskys lederskab at drive apotek og pakhuse som vin- og souvenirbutikker, indtil hele historien åbenbart i dag er overgået til amerikansk eje, medens fabrikationen af A. H. Riises Bay Rum åbenbart er forblevet på danske hænder - Men totalt og aldeles uden for familien Riises rækkevidde.

Ved øernes salg i 1917 overgik selve apotekerprivilegiet til Svaneapoteket i Vejle, der nu hedder,”St. Thomas Apothek oprettet 1838”.

Bortset fra det åbenbart uovertræffellge ”Riises Bay Rum” med den rørende etikette - denne variant af det danske våben - vil vel A. H. Riise som navn forsvinde fra Charlotte Amalie. Måske var det en opgave for en eller anden videnskabelig orienteret og extra energisk efterkommer i den talrige slægt at efterforske på diverse zoologiske museer i ind og udland, hvormange og hvilke ”naturalier”, der på deres etikette oplyser, at de er indsamlet og skænket til det pågældende museum af A. H. Riise. Ældste datters barnebarn, Harriet Jørgensen, havde en drøm om at udføre denne opgave og gjorde nogle spæde forsøg bl.a. i Holland, men det blev ved drømmen. Måske en anden efterkommer af A. H. Riise kan gøre denne drøm til virkelighed.

 

Slutnings-vignet

 

En dagbogsoptegnelse skal danne afslutning på denne beretning om apoteker, etatsråd A. H. Riises liv og skæbne. Uddraget er fra en dagbog ført af Anna Dorothea Krabbe og bevaret i den Kiellerupske familie.

”Det var et yndigt syn at se Henriette Riise med 11 børn, 6 svigersønner, 1 svigerdatter og 4 børnebørn komme i Procession i Frue Kirke forbi Kisten.”

Som allerede nævnt døde A. H. Riise d. 18. oktober 1882, 72 år gammel og blev begravet d. 25. oktober. De 11 børn, der fulgte enken, er Harriet (38), Thora (34), Augusta (32), Karl (31), Rosa (27), Harald (26), Henny (24), Hertha (23), Christian (20), Frederik (19) og Ingeborg (15). De 6 svigersønner er A. J. A. Jørgensen, Fritz Helweg-Larsen, O.R. Baumann, Emil E. Schiødte, Hans Hedemann, J. Rothe. Svigerdatteren: Charlotte Hedemann, og de 4 børnebørn var de fire ældste fra det Jørgenske ægteskab, Ingeborg, Albert, Sigrid og Holger.

Anna Dorothea Krabbe har også en anden interesse, idet hun danner det andet bindeled mellem slægterne Lindo og Krabbe. Det første dannes ved Ægteparret Marie Henriette Worm (hvis mor er født Lindo) og A. H. Riise (hvis mor er født Krabbe).

Anna Dorothea er ældste datter af ægteparret Almira født Lindo og A. A. Kiellerup. Almira var, som allerede nævnt søster til Harriet Mathilde Lindo gift Worm og som var svigermor til A. H. Riise.

Anne Dorothea Kiellerup giftede sig i 1852 med Oluf Johan Heinrich Krabbe, søn af Carl Friedrich Krabbe, broder til Margrethe Elisabeth Krabbe, gift med Jens Christian Riise, og moder til A. H. Riise.